10 feb Månedens klumme – februar 2023
Faxe – en endnu mere attraktiv bosætningskommune
Når man satser målrettet på oplevelsesøkonomien, så satser man også på vækst og giver kommunens borgere endnu flere spændende valgmuligheder. Det er alt sammen med til at skabe en attraktiv bosætningskommune, og det er lige netop det Faxe kommune er. De seneste tal viser nemlig, at indbyggertallet er steget i hele landet med 4,8 %, mens tallet for Faxe kommune er 5,8 %. Med oplevelsesøkonomien som drivkraft er Faxe kommune blevet en populær tilflytningskommune, og det er der flere rigtig gode grunde til.
Faxe Kommune har en stærk erhvervsstrategi, der nu bliver opdateret og forhåbentligt suppleres med en lige så stærk bosætningsstrategi. Bosætningen, erhvervet – herunder også oplevelsesøkonomien – institutionerne, uddannelserne, foreningerne og livet i byerne og på landet, påvirker hinanden i et konstruktivt samspil. Et samspil hvor det er kommunen, der danner rammerne for at drive virksomhed, virksomhederne der skaber jobs, som dermed føder ind til et godt skattegrundlag for kommunen til glæde for borgerne og velfærden. Betingelser der alt sammen gør det attraktivt at slå rødder her for både borgere og virksomheder.
Rig på turisme og kultur
Meget af det lokale erhvervsliv er en del af den samlede oplevelsesøkonomi. Oplevelsesøkonomien er den økonomi, der opstår om de samlede oplevelser i området. Oplevelser man ofte finder inden for turisme, som fx i vores naturskønne område, Camp Adventure med Skovtårnet, Feddet og Gisselfeld. I kulturen som fx vores mange godser og klostre samt Faxe Kalkbrud, som er verdens største af sin slags med en fantastisk historie, for så også at nævne udskibningen ved Faxe Ladeplads. Og I kunst og underholdning som fx spillestedet B&W Live, der i dag er et nyopstået spillested, der bærer på en gammel historie, som et af Sjællands kendte spillesteder.
Jobskabelse og uddannelsesmuligheder
Ved at investere, udvikle og udnytte de muligheder, vi har for oplevelser i vores dejlige område, skabes der jobs. Det giver både skatteborgere, der finansierer vores lokale velfærd, men det tiltrækker også endnu mere bosætning. For at sætte turbo på udviklingen vil vi i Business Faxe anbefale, at der arbejdes på uddannelser, der supplerer erhvervslivet og de rammer vores dejlige område har indenfor oplevelsesøkonomien.
Udover oplevelser spiller aktive bymidter og detailhandlen i hele kommunen også en afgørende rolle i at gøre Faxe kommune til en attraktiv bosætningskommune. Livlige bymidter med et godt handelsliv, som understøtter og skaber aktiviteter året rundt, sætter nemlig Faxe kommune på landkortet. Og det gør det til at et attraktivt sted at besøge og bo.
Vores geografiske placering er også en medvirkende årsag til, at vi er en attraktiv bosætningskommune. Vi ligger i et smørhul kun 40 minutter fra hovedstaden i et knudepunkt fra syd mod nord og vest og midt på korridoren mellem Centraleuropa, Skandinavien og resten af Danmark. Især når Femernforbindelsens står klar.
Opsummerende kan man sige at opskriften på et centrum for vækst og udvikling bygger på tre faktorer – 1. De rammevilkår det offentlige stiller til rådighed, så det er attraktivt at drive virksomhed. 2. De dygtige kommercielle aktører, som skaber oplevelserne. Og 3. Uddannelser der udvikler kompetencer og danner grund for videreudvikling. Det er symbiosen de tre elementer imellem, som skaber opskriften på vækst, udvikling og en attraktiv bosætningskommune. Og her er vi er rigtig godt på vej.
Tomas Legarth
Direktør
Business Faxe